Jens gir kristen krisehjælp til studerende
– Både verdslige gammeldanskere og religiøse nydanskere kan hente støtte hos Jens Buchwald Andersen, studenterpræst ved Syddansk UniversitetRustbunker. Vidensfabrik. Professorterminal. Kært barn har mange navne. Men Syddansk Universitet i Odense er ikke lige kært for alle.
Sidste udgave af elevbladet Rust afslørede, at der er udbredte sociale problemer i den store institution. Ensomhed er et af dem. Det er kun alt for nemt at drukne blandt de over 15.000 studerende. Angst er et andet. Bekymring for, hvordan man klarer sig rent fagligt i forhold til så mange konkurrenter, trænger sig på, selv om man holder en cool facade udadtil. Og måske spiller de lange betongange også ind på psyken. Det tager omkring 15 minutter at spadsere fra den ene ende af Danmarks kva-dratmetermæssigt største byggeri til den anden. Og den grå beton er faktisk deprimerende…
Udfordringen har forvildet sig ind i den store myretue for at få en snak med Jens Buch-wald Andersen, som ser ud til at have hænderne fulde. Han er ansat af Folkekirken som studenterpræst, ikke blot ved Syddansk Universitet, men også for de studerende ved de øvrige videregående uddannelser i Odense.
– Det er et sogn på i alt 20.000 studerende, siger han med et skævt smil – og tanken ledes uvilkårligt hen på rigtige sogne af samme størrelse, der må have 3 præster for at klare opgaverne.
Men hvad laver en studen-terpræst egentlig? Ifølge brochuren, der er lagt frem ved universitetets reception, er hans arbejdsbeskrivelse temmelig bred: Han står til rådighed for samtaler med studerende og ansatte, det, der med et gammelt ord hedder sjælesorg. Han vil også agere faglig konsulent. Som cand.theol. tilbyder han sig gerne som samtalepartner om etiske og religiøse spørgsmål. Og så leder han en studentermenig-hed, dvs. tilbud som gudstjenester, foredrag, ekskursioner osv. Man kan sågar blive viet af studenterpræsten
Spænder du ikke lige lovlig vidt, spurgte vi frimodigt:
– Jo, det har du nok ret i, men jeg besluttede mig fra starten, at jeg ikke ville være præst for den lille klub. Jeg har en grundtvigiansk indstilling, vil møde mennesket først og først derefter spørge efter det kristne. Derfor den brede arbejdsbeskrivelse. Derfor handler samtalerne om eksistens, når jeg snakker med almindelige verdslige danskere.
Jens Buchwald Andersen blev ansat i 1999. Før det var han sognepræst i Borum ved Silkeborg i to år, hvor han fungerede som korshærspræst og arresthuspræst. Og det var der, han fik smag på sjælesorgen. Og derfor søgte han over i den monumentale uddannelsesinstitution – uden yderligere sammenligning med fængselsvæsenet!
Og netop sjælesorgen har åbnet for samtaler med studerende fra andre religioner, bl.a. muslimer, hinduer og en enkelt bahai tilhænger.
At der er en del muslimer på universitetet, afslører flere tørklædeklædte kvinder. Studerende fra andre religioner henvender sig til den kristne præst, fordi de forventer, at han kan forstå deres åndelige behov. Således kom tre muslimske piger for nylig og spurgte, om de kunne få et bederum.
– Det vil jeg støtte dem i, siger Jens Buchwald Andersen. – Jeg vil anbefale universitetsledelsen at indrette et multireligiøst andagts- og bederum som det, de har på Panumin-stituttet på Københavns Universitet. Der er også et par kristne bedegrupper her, fra KFS (Kristeligt Forbund for Studerende) og Pinsekirken, men de har ikke ytret ønske om et særligt bederum.
Andre behov har mere social karakter. De handler om de fremmedes meget strukturerede familiemønster kontra den danske frie moral. En udenlandsk studerende ønsker større frihed, en anden at stramme op…
Hvordan ved de studerende, at de kan få en snak med dig?
– Jeg prøver at gøre opmærksom på min tilstedeværelse gennem forskellige publikationer. Både brochurer og indlæg i elevbladet Rust. Jornaliststu-derende har også flere gange ønsket et interview med mig vedr. etik eller religiøsitet. Og så har jeg for nylig været med i en høring vedr. Irak-krigen. Efter sådanne fremstød står jeg bare til rådighed. Jeg har meldt klart ud, at en snak med præsten ikke behøver være religiøst indforstået.
Hvad kan sekulære danskere have brug for?
– De har ofte eksistensproblemer: Hvem er jeg, hvorfor er jeg her, hvad skal jeg med mit liv? Og livskrise, for det meste i forbindelse med tab, skilsmisser, dødsfald og lign. Kriser giver koncentra-tionsbesvær i undervisningen. Der stilles krav, som man ikke kan honorere; man kan simpelthen ikke følge med længere…
Men det er kun toppen af isbjerget, mener studenterpræsten.
– Hvad med alle dem, som er fagligt højt begavede, men ikke ved, hvordan de skal begå sig socialt? Der bliver det faglige nemt en kompensation for det sociale. Det er det, vi kalder nørdsyndromet. Men de ved ikke selv, at de har et problem…
Syddansk Universitet er med sin beliggenhed sydøst for Odense et samfund i samfundet. Bestående af borgere med intens individuel stræben fra kl. 10 til 16. Nogle de fleste af ugens dage, andre kun et par dage om måneden. Fællesskabet begrænser sig nemt til gruppearbejde og opgaveskrivning. Produktet bliver faglig udvikling – men nemt menneskelig forarmelse.
Derfor sætter Jens Buchwald Andersen sig ofte ud i kantinen for at bygge sociale bånd.
Har du en præstekrave på, så folk ved, du er præst?
– Nej, det er der ikke tradition for, kunne jeg vælge at svare. Men det skyldes vel åndelig blufærdighed, som stadig er almindelig i Danmark, og som jeg også er en del af. I vore nordiske nabolande gør de meget mere opmærksom på sig selv.
Men interessen for det åndelig er på vej frem, registrerer studenterpræsten fra de mange samtaler.
– Jeg er velkommen i alle kredse! De unge interesserer sig for åndelige spørgsmål. Og ritualerne kommer tilbage, vielser f.eks. Jeg har faktisk en del vielser af studerende. Det sker i Munkebjerg Kirke i Odense, som jeg er tilknyttet, slutter Jens Buchwald Andersen med slet skjult stolthed i stemmen.
